Julekoncert: Julie Lindell & Jan Glæsel

Julekoncert: Julie Lindell & Jan Glæsel

Samværket, Lykkegaardsvej 100, 6000 Kolding Directions

Mon 30.11.2026 19:00

Julekoncert – Julie Lindell & Jan Glæsel

"Trompet, Engleklang & Gospelsang"

Glæd dig til en uforglemmelig julekoncert i ægte hjertevarm julestemning, når den karismatiske sangerinde Julie Lindell og den legendariske trompetist Jan Glæsel går sammen om en storslået musikalsk oplevelse. Med Julies kraftfulde gospelstemme, Jans smukke trompetklang og deres fantastiske musikere, er der lagt op til en helt særlig aften i julens tegn. Oplev en overdådig koncert i smukke kirkerum med elskede klassikere som “O Holy Night” og “O Come, All Ye Faithful”, krydret med både danske og engelske julesange, gospeltoner og egne stemningsfulde kompositioner. Selvfølgelig bliver der også mulighed for at synge med på et par fællessange.

Julie Lindell har i mange år været fast sangerinde hos Anne Linnet og sunget de ikoniske sange, som Sanne Salomonsen og Lis Sørensen tidligere stod bag. Hun blev i oktober 2024 udvalgt til – som den første nogensinde – at synge nationalsangen ved Folketingets åbning. Derudover har hun optrådt med internationale stjerner som Mariah Carey, Rick Astley, Cliff Richard og Johnny Logan, samt danske navne som Medina, Rasmus Seebach, Burhan G, Anne, Sanne & Lis m.fl. Du kender hende måske også som stemmeekspert i Go’ Morgen Danmark, hvor hun lærer danskerne at synge og deler ud af sin store viden om stemmen og dens muligheder.

Jan Glæsel behøver næppe nogen introduktion. Han er en af Danmarks mest respekterede trompetister, kapelmestre og arrangører, kendt fra både livekoncerter og tv.

Gennem årene har han spillet med navne som Linie 3, Anne Linnet Band og Jette Torp. Glæsel har ligeledes været orkesterleder i store tv-programmer som Husk Lige Tandbørsten og Meyerheim & Co. Han skrev desuden hittet “Det’ ikke det, du siger” sammen med Anne Linnet – måske sniger det sig også med i juleprogrammet?

"Det her er et projekt, vi har drømt om at lave sammen længe," siger både Julie og Jan. Nu bliver drømmen endelig til virkelighed – og de glæder sig helt utrolig meget til at tage rundt i landet og sprede engleklang, trompet og gospelsang, krydret med nærvær, anekdoter og vaskeægte julestemning.